Folkeskolen skal ikke straffes

Folkeskolen skal ikke straffes for manglende resultater, men kommunerne skal
tage et medansvar.
16. september 2016

Efter de seneste dages debat om EU´s reduktion af tilskud til Grønland som følge af manglende målopfyldelse på folkeskoleområdet, ønsker Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke at præcisere sin holdning til, hvorvidt kommunerne skal være med til at bære de økonomiske konsekvenser.

Nivi Olsen udtaler:

”Jeg vil gerne præcisere, at jeg ikke mener, at folkeskolerne skal straffes økonomisk, når de mål der er fastsat i EU-partnerskabsaftalen ikke opnås. Men da kommunerne har en del af ansvaret for folkeskolen, skal de naturligvis være med til at dække de huller, som skyldes de manglende resultater. Der er altså tale om et økonomisk medansvar, og ikke en straf eller dummebøde.

Når vi taler om at give kommunerne flere ansvarsområder, så er det i mine øjne logisk, at det også betyder medansvar for økonomien. Men det betyder ikke, at eventuelle nedskæringer i det kommunale bloktilskud skal udmøntes på folkeskoleområdet. Som jeg ser det, betyder det tværtimod, at kommunalbestyrelserne i højere grad bør opprioritere folkeskoleområdet i de kommende år, så vi sammen kan sikre de fremskridt som vores land har så hårdt brug for.”

Nivi Olsen uddyber samtidig, at kommunerne naturligvis ikke skal stå alene med ansvaret for at løfte folkeskolen.

”Når jeg siger, at kommunerne skal have et økonomisk medansvar for EU-partnerskabsaftalen, så mener jeg ikke, at andre, herunder Selvstyret, skal fritages for det. Kommunerne har det primære ansvar, men Selvstyret, forældrene og lærerne spiller også en nøglerolle.  Derfor vil vi fortsat arbejde for at styrke samarbejdet og dialogen mellem kommunerne og Selvstyret omkring de områder, hvor ansvaret for udvikling er placeret i Selvstyret.

Der er en række udviklingsinitiativer på vej, som skal styrke kommunernes muligheder for at forbedre folkeskolen. Derudover har vi, i forbindelse med at vi går i gang med at revidere folkeskoleloven, tænkt os afholde en workshop om fremtidens rammer og regler for folkeskolen sammen med relevante aktører."

For yderligere kommentarer fra Nivi Olsen, kontakt Eqaluk Høegh på tlf 560299  

Inussiarnersumik inuulluaqqusilluta
Med venlig hilsen

Nivi Olsen

Kontakt administrator